Information 19. marts 2009.
jesper schultz
19. marts, 2009 #
Historien herunder er en smule karikeret; men den er på den anden side ikke langt fra at være en fair beskrivelse af argumentationsnveauet mht. ‘de rige’…
10 personer går hver aften ud på restaurant og spiser middag sammen.
Den fælles regning på restauranten ender hver dag på 1.000 kroner, og de ti deler den op på nogenlunde samme måde, som vi betaler skatter her i landet.
De første fire – de fattigste – skal derfor ikke betale noget. Den femte skal betale 10 kroner, den sjette 30 kroner, den syvende 70 kroner, den ottende 120 kroner og den niende 180 kroner. Den tiende, den rigeste af dem, skal betale 590 kroner.
Sådan spiser de sammen hver dag, og alle er de glade for den måde, de deler regningen på. Lige indtil restauratøren pludselig giver dem rabat.
»Eftersom I er så gode kunder,« siger han, »giver jeg jer 200 kroner i rabat på jeres middage.« En middag for ti personer koster derefter 800 kroner.
Gruppen vil stadig betale regningen på samme måde, som vi betaler skatter her i landet. Så de første fire bliver ikke påvirket: De skal stadig ikke betale.
Men hvad med de seks andre – dem som betaler – hvad skal de gøre? Hvordan skal de fordele rabatten på 200 kroner, så alle får en lige del?
De finder ud af, at 200 kroner divideret med seks bliver til 33,33 kroner. Hvis de trækker det beløb fra hver persons andel, skal den femte og sjette person have penge for at spise.
Restauratøren foreslår, at det mest rimelige vil være at reducere hver person regning omtrent jævnt, og han sætter sig til at regne på, hvad hver person skal betale.
Resultatet bliver, at også den femte person kan spise gratis, den sjette skal betale 20 kroner, den syvende 50 kroner, den ottende 90 kroner, den niende 120 kroner. Den tiende skal betale 520 kroner i stedet for de 590.
Alle seks personer får en lavere pris end tidligere, og de fire første kan fortsat spise gratis.
Men så er det, at én i selskabet begynder at sammenligne, hvad de hver især har sparet. »Jeg fik kun 10 kroner af de 200 kroner,« begynder den sjette person og peger på den tiende. »Men du tjente 70.«
»Præcis,« siger den femte person. »Jeg sparede også bare en 10´er. Det er uretfærdigt, at han fik syv gange mere end mig!«
»Det er sandt,« råber den syvende person. »Hvorfor skal han have 70 kroner, når jeg kun fik 20? De rige skal altid have det bedre!!!«
»Hør et øjeblik,« forsøger de fire første. »Vi fik jo overhovedet ingenting. Det her system udnytter de fattige.«
De ni personer omringer den tiende og giver ham tæsk.
Næste aften kommer han slet ikke til middagen, men de ni andre sætter sig til bordet og spiser uden at vente. Da regningen kommer, opdager de noget.
Der mangler 520 kroner…
x-x-x-x-x-x-x-x-
jesper schultz
19. marts, 2009 #
…Et andet budskab i historien er at vi ikke på samme tid kan være dybt afhængige af de risikovillige, aktive, initiativrige (mao. de der tjener mange penge) og så ideligt og uden ophold lægge dem for had og betragte dem som skaffedyr der bare skal betale ved kasse 1.
Hvis vi gør det for surt for dem vi skal overleve på, så har de andre muligheder end at skulle stå model til tæsk fra ‘de 9 andre’.
x-x-x-x-x-x-x-x-
Sven Karlsen
19. marts, 2009 #
“det øverste segment ved at arbejde mere betaler endnu mere i skatter, moms og afgifter end før” …hmmmm?!
Altså: direktøren skal betale 1000 mindre i skat, som han så bruger på en ekstra flaske champagne til lillekoneaften, – selvfølgelig er der moms og afgifter på den, men bundlinien bliver stadig at han både betaler mindre i skat, og belaster handelsbalancen yderligere.
De folk der er villige til at arbejde meget, gør det uanset om der er højt skattetryk eller ej, – at klage over skattetrykket, som undskyldning for ikke at give den en skalle, er bare et forsøg på at camouflere sin dovenskab.
Vil I have større sociale skel, så flyt dog til USA … og det er der så en hel del højreorienterede der gør.
Det sjove er så, at dem der ikke kan opnå en position i toppen af fødekæden derovre, ikke stiller sig tilfreds med at have det dårligt, – næhhh – de kommer rendende tilbage til DK, de tøsedrenge!
Så mit forslag til S & SF er, at istedet for kun at tænke i skatter og afgifter, så kunne man spekulere lidt i at kræve at de succesfulde emmigranter betaler deres skolepenge tilbage … hvorfor skal jeg være med til at forære en eller anden højreorienteret læge en røvdyr uddannelse, hvis han så stikker af til udlandet når han har fået sit eksamensbevis? Dér må gælde samme forhold som for flyvevåbnets piloter: skal du have den uddannelse gratis, så må du bagefter være forplitet til at arbejde her i landet i f.eks. ligeså mange år, som du var om at komme gennem uddannelsen.
jesper schultz
x-x-x-x-x-x-x-x-
19. marts, 2009 #
@Sven Karlsen
“…De folk der er villige til at arbejde meget, gør det uanset om der er højt skattetryk eller ej,…”.
Jamen så skal vi da sætte skatten op til 100% for ‘de rige’ – de arbejder jo alligevel?
Mener du ikke også at man skal have noget ud af at yde noget ekstra – hvis du gør, diskuterer vi så ikke blot hvor denne grænse skal gå?
OECD og vismændene mener at den meget høje marginalskat bør sænkes, og at det vil give flere penge på statens bundlinie.
Hvis vi tager artiklens udsagn om, at det kun vil have symbolsk betydning for statens finanser at indføre en ny top-topskat, for gode varer – er det så ikke bare for at fodre den grønne misundelse S vil skrue skatten op (igen)?
x-x-x-x-x-x-x-x-
Sven Karlsen
19. marts, 2009 #
Kære jesper schultz,
mig bekendt har vi så sent som med GW Bush set et forsøg på at bevise, at en nedsættelse af skatten for de rige, skulle føre til flere penge i statskassen … og hvordan er det nu lige gået?
😉
x-x-x-x-x-x-x-x-
Sven Karlsen
19. marts, 2009 #
Kære jesper schultz,
og selvom det er sådan en rigtig klynker du fyrer af imod mig, med: “Jamen så skal vi da sætte skatten op til 100% for ‘de rige'”, så lad mig da baresvare alligevel:
jo, – du har ret i, at det vi diskuterer er, hvor grænsen for skattetryk og fordelingspolitik går, og jeg ser da gerne at folk har noget ud af at gøre en indsats på arbejdet.
Men nu har vi faktisk allerede skåret ret pænt i både skattetrykket og dets progressionsmekanismer over de sidste årtier, så jeg tillader mig bare at mene at det må være nok.
Hvis samfundets driftsomkostninger stiger, så er der kun et sted man kan hente pengene, og det er hos samfundets brugere.
Og så må man bestemme sig: man kan ikke både få mere politi, længere straffe, flere militæroperationer, uden enten at skære ned på nogle andre områder, eller at opkræve flere penge i skat.
Og så er det at jeg bliver forarget, når man vælger f.eks. at hente pengene hos de svage, – man piller i Landsbyggefonden, man skærer i overførselsindkomster, osv. … det svarer til at far beslutter at børnene skal have mindre at spise, fordi hans nye bil er dyrere i benzin, – ynkelig adfærd!
x-x-x-x-x-x-x-x-
Lennart Kampmann
19. marts, 2009 #
Hvad med at fjerne alle fradrag, og jeg mener alle, og så indføre en basal 25 procent skat på hver tjent krone. Så vil alle have en motivation til at tjene flere penge, da man ved at en tjent krone er 75 øre i pungen.
Hvorfor skal der være rentefradrag? Hvorfor skal der være beskæftigelsesfradrag? Hvorfor skal der være transportfradrag? Og Børnecheck og landbrugsstøtte?
Tænk på hvor smidigt et beskatningssystem vi ville opnå, selv et 12 årigt barn kunne beregne skat på hvem som helst.
Kapitalindkomst: 25 % skat. Arveafgift 25 % skat, gaver 25 % skat.
Naturligvis skal der regnes lidt på hvad procentsatsen skal ende på. Bliver det 18 eller 32, hvem ved.
med venlig hilsen
Lennart
x-x-x-x-x-x-x-x-
Inger Sundsvald
19. marts, 2009 #
Man kan jo godt lege med tallene. Men hvad så med erhvervsbeskatningen? Ikke for de faktiske udgifter for de mindre erhvervsdrivende, men for de multinationale selskaber og med store firmaers ’nødvendige’ BMW’er til toplederne?
x-x-x-x-x-x-x-x-
jesper schultz
19. marts, 2009 #
Kære Sven,
Jeg er helt enig med dig i, at man må bestemme sig; man kan ikke både få i pose og sæk, og der må vælges.
Jeg har bare det indtryk at S’ universalløsning på problemer (læs ‘nogen skal have flere penge’) ér, at sætte skattetrykket op. Det er meget sjældent S vil prioritere iblandt det vi allerede bruger penge på.
Når vi har en af verdens største offentlige sektorer og et af verdens højeste skattetryk, uden at vi er tilfredse – så mener jeg det er på tide, at kigge på hvad vi vil bruge vores penge til – og hvordan vi vil bruge dem. Det virker åbenbart ikke for os bare at sætte skatten op?
S vil meget gerne se på hvad vi vil bruge nogen andres penge til; men de er ikke gode til at få de rigelige midler vi har, til at slå til.
@Lennart Kampmann
Jeg synes din ide er sympatisk; men i Danmark er den ikke gennemførlig – ‘de rige’ vil jo få meget mere ud af en flad procentskat end ‘de fattige’, og det går jo virkelig ikke…
Jeg kunne faktisk (næsten) finde ud af min gamle selvangivelse; men med de sidste ændringer gider jeg ingengang gøre forsøget.
@Inger Sundsvald
Jeg er ked af at sige det; men dit indlæg lugter godt nok fælt af misundelse. Hvordan vil du skelne mellem ‘mindre’, ‘mellem’, ‘store’ og så de store stygge multinationale?
Jeg forstår sådan set heller ikke selv ‘the top brass’s trang til limo’er og prestigesymboler; men hvis det er private selskaber (og det er altså også kernedanske selskaber vi taler om), så har de retten til at bestemme over deres egne midler når først de har svaret hver sit (skat osv).
Hvis vi vil have et system hvor detailstyringen/beskatningen er så hård for ervervslivet, at der ingen frihed er tilbage til at disponere selvstændigt – så holder erhvervslivet, i hvert fald det af det der kan, flyttedag til udlandet.
Det er med erhvervslivet som det er med ‘de rige’ – vi kan kun prygle krikken til et vist punkt – derefter dør eller flygter den.
x-x-x-x-x-x-x-x-
Stig Larsen
19. marts, 2009 #
80% af skatteindtægterne kommer fra bunden og midten, de højestlønnede bidrager mindst i det samlede regnskab. Så historien med de spisende er noget vrøvl, han betaler kun 200 kr. Og dem der ikke betaler får kun rester.
Og hvad med de skattefrie virksomheder?
x-x-x-x-x-x-x-x-
jesper schultz
20. marts, 2009 #
Historiens deltagere kunne være 10 personer fra dagens Danmark.
De får en middag (eller serviceydelser fra det offentlige, om du vil), og de betaler skat i forhold til deres indkomst.
Den enkelte ‘rige’s bidrag til betalingen *er* voldsomt meget større end ‘de fattiges’. Selv med en flad skat, ville hans bidrag være meget større.
Med vores progressive beskatning, og S’ våde drømme om virkeligt at tage ved, så ville ‘de riges’ individuelle bidrag til fællesskabet bare blive så exorbitant meget større end vi andres.
Når ‘de rige’ nu, per capita, faktuelt bidrager til samfundet med meget meget mere end ‘de fattige’, så skurrer det i ørerne, at høre på rygmarvsklynket om at ‘…de rige får meget mere ud af omlægningen…’.
Misundelse og lighedsmageri er desværre debattens, venstrefløjen og DF’s kendetegn…
PS. ‘…Skattefrie virksomheder…’ – findes der sådan nogen?
x-x-x-x-x-x-x-x-
Henrik Wagner
20. marts, 2009 #
Angående misundelse så er det vist mere et almenmenneskeligt fænomen end som ofte fremført, noget udpræget dansk eller genetisk relateret til folk med særlig politisk observans.
For eksempel findes misundelse også som element hos mennesker, når de er parate til at tilsidesætte sundhed, lovgivning, miljø, familieforhold osv for ikke at ligge under for naboens seneste forbrugskick.
Men det har også karakter af misundelse, når egne mangedobbelte lønninger henføres til gudgivne naturlove, og ikke ses som afledt af samme (pseudo) demokratiske processer som skattelovene. Sammenligner man sit forholdsvis enorme nettobeløb med andre borgeres 50 kroner om dagen, så bliver man alligevel selv grøn af misundelse, kræver skattelettelser og flere stramninger i bistandshjælpen. Vi skal jo sikre velfærden hedder det sig sjovt nok, og hvorfor skal jeg betale uretfærdig skat af min retfærdige løn, mens de misundelsesværdige kan ligge i hængekøjen og altid køre i taxa til kommunen, når de mangler noget.
x-x-x-x-x-x-x-x-
Sven Karlsen
20. marts, 2009 #
Kære jesper schultz,
højre og venstre side har jo skiftedes til at styre vores finanser, og gensidigt har man vel altid brugt de samme beskyldninger imod hinanden: højre side beskyldes for altid at prøve at afskaffe skatter, og venstre side for det modsatte.
Men egentlig kan man vel sige, at en ny tid startede med Nyrup, som faktisk begrænsede skattetrykket, og stilen er blevet fulgt med Anders Fogh, som har erkendt at der er store omkostninger som kræver en (i højrefløjens øjne) ret høj beskatning.
Dette blot nævnt, for at gøre mit til at vi kan komme udenom gamle tiders stereotype opfattelse af modparten 😉
Ja, vi har en af verdens største offentlige sektorer, derfor naturligt nok også et af verdens højeste skattetryk, – hvorvidt vi så er ægte utilfredse med det, kan man vist diskutere. For det første, så har vi jo de berømte/berygtede undersøgelser, som viser at danskerne er verdens mest tilfredse folkefærd, og selvom man stiller spørgsmålstegn ved disse undersøgelser, så bakkes konklussionen jo i høj grad op af undersøgelser der viser at flertallet er imod yderligere besparelser på det offentlige og øget ulighed i samfundet.
Desuden skal man også lige huske at tilsætte danskernes utilfredshed med de offentlige systemer et gran salt, og spise brød til, – denne holdning bør nemlig ikke ses som en kritik af vores samfundssystem, men sammenlignes med den generelle holdning til f.eks. forsikringer, og hvor mange er tilfredse med pris og ydelse på deres forsikringer – det være sig her og i andre lande?
Forskellen er selvfølgelig, at hvis man er utilfreds med at betale en høj pris for en høj service i et forsikringsselskab, så kan man vælge et billigere selskab med en dårligere service og dækning, – og det er vel egentlig det valg en del mennesker ønsker.
Men det er desværre ikke så nemt at indføre på samfundsplan, og slet ikke når der er nær ved konsensus om, at alle bør have ret til samme sundhedssikring, etc. Det prøver den siddende regering så at komme udenom, ved at sænke standarden, og så lade alle skatteborgere give tilskud til den gruppe der i forvejen har bedst råd til at købe sig til bedre service og dækning.
De (og dermed også undertegnede) som er modstandere af denne strategi, har så et megaproblem: når de fleste mennesker i mange år har brokket sig over det offentlige system, nærmest som en rygmarvsreaktion, så er det svært at komme igennem med påvisning og påtale af de indførte forringelser … svaret er jo nemt: “nåh-ja .. det er bare det sædvanlige brok!”
Og hvad “rigelige midler” angår, så synes jeg du skal prøve at læse lidt på, hvad f.eks. de nye behandlinger, der fremkommer hurtigere og flere i de seneste år, egentlig koster, – i mange tilfælde taler vi om priser på kvarte, halve og hele millioner årligt … pr. patient!
Og så skal du lige have i baghovedet, at mange er “ægte” nye behandlinger, – det vil sige, ikke bare effektivere udgaver af tidligere kendte behandlinger. Det er behandlinger for cancer, behandlinger for HIV, for kredsløbslidelser, osv., og det er ikke ting du bare kankompensere for ved at være mere effektiv, – tværtimod kræver det også flere læger, mere efteruddannelse, osv.
Det samme gælder også f.eks. vores infrastruktur. Når man anlægger en ny motorvej, så er det ikke bare en udgift der er overstået, når anlægsopgaven er klaret, – så kommer der løbende vedligeholdelsesudgifter på samfundets driftsbudget.
Eller se f.eks. på vores ordensmagt, – på trods af en faldende til uændret kriminalitet i de sidste 20 år, så stiger deres budget konstant. Dertil kommer forsvaret, med ønsker om milliarder til det ene stykke legetøj og milliarder til det andet stykke legetøj.
Nej, – jeg tror faktisk ikke på, at der bliver ruttet med statens midler, – tværtimod: enhver politiker ved at der er flest stemmer at hente i besparelser, så de leder med lys og lygte efter dem … og i lyset af, at det faktisk er den til enhver tid siddende regering der har magten til at forvalte kassen, mon så ikke er liberalistisk flok som den nuværende ville kunne få rettet op på det på de 7 år de nu har haft til rådighed?
x-x-x-x-x-x-x-x-
Sven Karlsen
20. marts, 2009 #
Hvad de riges “fantastiske” bidrag til samfundskassen angår, så vil jeg lige minde om, at vi (endnu ..?!) har et omfordelingsprincip i det danske samfund.
Det er baseret på den simple erkendelse, at vi alle er afhængige af hinanden, og at folk der bliver rige, bliver det, fordi der er andre mennesker.
Og groft sagt, -.smed man en førtidspensionist og en børsmægler ud på hver sin øde ø, hvem af dem ville så klare sig bedst? At der er så stor forskel på deres position i et samfund, skyldes blot tilfældige udfald med modsat fortegn – den ene fungerer godt, den anden dårligt, under de givne forhold. men det er samfundet der “giver” de forhold, og dermed har samfundet også pligt til at bløde op (bemærk: jeg taler ikke egalisering!) på de uheldige forskelle som det afstedkommer.
Såmænd 😉
x-x-x-x-x-x-x-x-
jesper schultz
21. marts, 2009 #
Hej Sven,
Nydeligt svar – og du har ret i at jeg nok blev lige lovlig polemisk og stereotyp, dér hvor jeg tildelte klynke-førertrøjen til kun den ene side, sorry 🙂
Ift. denne tråds udgangspunkt, er mit synspunkt at hvis et tiltag i form af en ny høj skat på ‘de rige’ er rent kosmetisk (det giver jo ikke nogen mærkbar forbedring af statsfinanserne), så er det for at please vælgerne det gennemføres. Og dér er det jeg vil fremture, at det primært skyldes en misundelsesfaktor i befolkningen.
Der mener jeg politikerne burde gå forrest og diskutere principper og løsninger, snarere end at tale til de mindre tiltalende karaktertræk vi også har.
‘Rigelige midler’ – når jeg bruger den vending, er det med afsæt i at vi har det her verdensberømte skattetryk – jeg kan simpelt hen ikke forstå at vi ikke kan få verdens højeste skattetryk, i et af verdens rigeste lande, til at række.
Dyre behandlinger – yup, det ser ud som om det kun går én vej; men også der bliver vi nød til at vælge – vi lever længere og længere, koster mere og mere i sundhedsvæsnet og behandlingerne bliver flere og flere og (meget) dyrere og dyrere.
Jeg har ikke noget godt bud; men realiteterne er bare, tror jeg, at vi ikke har råd til det hele?
I forhold til din analogi om utilfredsheden med de offentlige systemer og så forsikringsordninger er jeg ikke enig:
Netop fordi man ikke kan vælge et andet forsikringsselskab hvis det nuværende (de offentlige systemer) ikke slår til, bliver en kritik af de offentlige systemer også til en kritik af (dele af) vores samfundssystem.
(Jeg læste i øvrigt her til morgen, at regeringen ønsker at reducere betalingen til privathospitalerne med 25%. Lyder fornuftigt, synes jeg).
Og til næstsidst – ‘omfordelingsprincippet’ – det går jeg søreme da også ind for – jeg mener bare at vi omfordeler alt rigeligt blot ved at gøre skatten til én procentsats af indtægten. Med x% af f.eks. en million i forhold til samme x% af 300.000 bliver der altså omfordelt en hel masse 🙂
Og til sidst, for at slutte ringen tilbage til en (ny) generalisering: Jeg er ikke enig i, at ‘…enhver politiker ved at der er flest stemmer at hente i besparelser, så …’.
Enhver politiker ved at der er flest stemmer at hente ved at finde på nye grupper der skal have mere støtte af det offentlige. Det er besparelserne der er det svære og upopulære. (Og hvis man så kan bilde vælgerne ind, at man giver ‘alle’ mere ved at ponke nogle ganske få (den her nye top-topskat), så stikker man blot vælgerne blår i øjnene).
Og det er fordi vi (alle sammen) ikke er vilige til at tage prioriterings-debatten for alvor.
x-x-x-x-x-x-x-x-
Olav Nielsen
21. marts, 2009 #
Rigmandsskatten er venstreorienteret underskudsgivende misundelsespræget symbolpolitik! Provenuet ved ekstrabeskatningen er så begrænset, at der skal ikke rejse ret mange velhavere ud af landet, før forslaget giver et dundrende underskud! “Ja, men det gør de jo alligevel ikke!” lyder det så. Selvfølgelig gør de det!. Det er der historisk belæg for. Før afskaffelsen af formueskatten flygtede tusindvis til Storbrittanien og andre steder. Nogen af dem fik sågar deres egne TV-udsendelser, hvor de fortalt om flugten,
så som lægen Lasse Hessel og stifterne af HTH-køkkenerne. Svenskerne har også lang erfaring i at drive folk ud! Hvis Ingvar Kamprad og Rausing familien boede i Sverige ville det godt nok give et mærkbart tilskud til det svenske samfund!
x-x-x-x-x-x-x-x-
Sven Karlsen
21. marts, 2009 #
Kære jesper schultz,
dit argument om, at der er rigellig omfordeling i, at vi har en procentuel beskatning, må jeg nok melde pas på, i den forstand at jeg ikke har mulighed for at konsekvensberegne effekten af at ophæve det progressive beskatningsprincip, så på det område må jeg nok bare holde mig til en rygmarvsreaktion: jeg er ikke modstander at at eksperimentere med det område (eller andre), men det skal ske med yderste forsigtighed, så vi ikke går på røven (prøv f.eks. at læse lidt om, hvordan det gik for New Zealand, da de op igennem 90’erne gennemførte et meget ambitiøst liberalistisk projekt).
Men det med sammenligningen af forsikringer og samfundets skatter, mener jeg godt jeg kan forholde mig til. Og her mener jeg,at det er forkert at tage udgangspunkt i, om vores skattetryk er højere eller lavere end andre landes. Den seriøse sammenligning må være, at man vurderer hvor stor en del af BNP en nation bruger på de basale serviceområder sundhed, velfærd, infrastruktur og forsyning. Og på individuelt plan, må det blive enesammenligning af, hvad en familie bruger på skatter, afgifter, skolepenge private forsikringer, osv., og hvad de får for de penge.
Og med denne form for sammenligning, så har der mig bekendt været gjort flere sammenligninger af f.eks. USA’s og DK’s sundhedssystem, som viser at vores udgifter er væsentligt lavere. Tilhængerne af USA’s model fremhæver så den bedre kvalitet som de 50% bedst forsikrede har ift. DK, mens modstanderne (herunder mig, sagde hunden) fremhæver at ca. 30% kun har dækning for akutbesøg på skadestuen.
Og selv hvis man lavede et tænkt eksempel, hvor man udjævnede dækningen for alle, til det gennemsnitlige forsikringsniveau som de midterste to kvartiler har idag (hvilket ville være tæt på at nærme sig DK niveau), så ville det betyde en stigning i deres omkostninger, målt i %BNP.
Om det samme gælder for de andre områder (velfærd, infrastruktur, forsyning), skal jeg ikke kunne sige, men jeg har mine mistanker 😉
Og tag nu ikke fejl, – det her er ikke den sædvanlige USA-bashing, for jeg anser det for fuldt legitimt at være ligeglad med de 30%, hvis bare man selv er dækket. Jjeg ønsker bare ikke at leve i sådan et samfund, så når man diskuterer prisen ved vores model, må jeg insistere på at det sker på det rette grundlag;-)
Hvad politikernes salgsargumenter angår, så har du jo nok ret i, at alt skal sælges i en positiv indpakning (at de “giver” vælgerne noget), men det er jo ogspå nemt at formulere besparelser på den måde: hvis der kan opnås (ægte) effektiviseringsgevinster, kan man jo vælge at sælge dem som enten råd til nye ting, eller råd til sænkning af skatten.
Iøvrigt tak for din sobre dialog, – det er desværre for ofte at man ryger ind i superliberalisterne når dette emne kommer op, så det er en glæde at møde sund fornuft i modspillet.
dagensfix.dk 
You must be logged in to post a comment.